Væv og knytteteknikker

Der er mange fortolkninger af de Orientalske tæppers mønstre, symbolske figurer og tegn. Samtidigt regnes Iranerne for et kunstelskende folk, der betragter et mønster som et kunstværk i sig selv. Tæpperne kan derfor bære præg af tæppeknytterens kunstneriske inspiration. Her ses et udvalg af de mønstre og symboler som kan opleves i Orientalske tæpper.

Nomadetæpper knyttes traditionelt på små primitive væve. Størrelsen er vigtig, da nomaderne hele tiden er på vej efter nye græsgange til kvæget. Det er også derfor at de største tæpper typisk ikke er større end ca. 3 meter x 2 meter.

Knytningen

Tæppet forsynes ofte i begge ender med en såkaldt kelimvævet forkant. Efter forkanten knyttes knuderækkerne som danner luvlaget, også kaldet “floret”, hvori og hvoraf mønsteret skabes.

Klipning, vask og soltørring

Før tæppet er helt færdigt skal det finklippes, vaskes og soltørres. Vasken sikrer at tæppet renses for snavs og overskudsfarve, samtidigt med at tæppet kryber en smule og derved opnår en større tæthed. Denne proces er lige så vigtig som selve knytningen. En dårlig vask og tørring kan nemlig være lige så ødelæggende for et tæppe, som en god vask og tørring kan være for et tæppe der ikke er knyttet særlig godt.

Knytningsformer

De to mest almindeligt brugte knuder i håndknyttede Orientalske tæpper er:

Den tyrkiske knude eller Ghiordes knuden, som er opkaldt efter en by i det nordvestlige Anatolien. Knuden slynges helt rundt om to kædetråde.

Den Persiske knude eller Senneh knuden, som er opkaldt efter den Iranske by af samme navn, i den vestlige del af landet.
Denne knude er slynget halvanden gang rundt om to kædetråde.

Indien

Iran